mandag den 25. marts 2019

Flipped Learning

Flipped learning


Hvordan kan du arbejde med flipped learning eller elementer af flipped learning i din undervisning? Hvilke didaktiske overvejelser skal du gøre dig?

Flipped learning er mere end bare video. Det er et pædagogisk tiltag, som er en del af en større undersøgelsesbaseret læringscyklus. Flipped learning handler om at få en levende og afvekslende proces mellem forskellige læringsstrategier, metoder og didaktikker, som er elevcentrerede. Disse skift (flip) mellem forskellige former skal understøtte eleven, læringsmålene og formålene med undervisningen. De centrale begreber i denne undersøgelsesbaserede læringscyklus, relationsmodellen, påvirker hinanden gensidigt og er afhængige af hinanden.1



Af de syv begreber har jeg ikke lige stort fokus på alle, da vi har de fine læringsmål, som bekendtgørelsen stiller og vi har begrænset tid at undervise eleverne i. Derfor er det desværre læringsmålene der har det med at stjæle fokus og til tider overskygge begreber, som f.eks. elevcentrering.
Udgangspunktet i elevcentreret læring er, hvordan der læres, mens læreren sætter rammerne for hvad der skal læres. Dette stiller store krav til både eleven og læreren. Eleven skal evne at strukturere en arbejdsproces og bevare overblik, mens læreren understøtter og stilladserer elevernes læringsproces.2
Dette begreb har jeg desværre typisk kun fokus på i de tilfælde, hvor jeg har elever, som skal til eksamen i matematik på D- eller C-niveau. Her skal eleverne lave en eksamensopgave, som danner grundlag for den ene halvdel af den mundtlige eksamen, der er en potentiel afslutning på forløbet. Her skal eleverne selv opstille en problemstilling, hvor de kommer omkring bestemte emner af pensum. De har frie tøjler til hvordan de inddrager de forskellige emner, hvilket kan give et rigtigt godt læringsudbytte, da de typisk får en meget bedre forståelse af de enkelte emner, da de er tvunget ud i at undersøge hvert af de centrale emner i matematikken og ved samme ombæring nemmere finder matematikkens relation til deres (fremtidige) fag.
De fleste af de hold jeg underviser kommer desværre ikke gennem dette projektforløb, da de har en anden eksamensform, så der er helt klart et stort potentiale for kvaliteten af min undervisning, at få inddraget tilsvarende, dog mindre, projektforløb på matematikforløbene på F- og E-niveau.
Her vil det dog være særdeles vigtigt, at det er små projekter, hvor fokus er på ét matematisk emne, da det er store krav et sådan forløb stiller til eleven.


Overvej, om du kan anvende flipped learning i din undervisning.

De didaktiske overvejelser kræver, at man har god tid til forberedelse, hvilket er en sjældenhed af rang i denne tids danske erhvervsskoler (og alle andre undervisningsinstitutioner generelt). Hvis man vælger at bruge videoer i sin undervisning skal man have in mente at videoproduktionen er tidskrævende, såfremt man ønsker et produkt af høj kvalitet.
Jeg har måske selv meget høje krav til både lyd- og billedkvaliteten af videoer. Jeg er meget lydfølsom og har lavet en hel del indspilninger af musik, så jeg er trænet i at høre ligegyldig støj og eliminere det så godt som mine kompetencer tillader mig. Jeg har herigennem også leget med at lave musikvideoer, så sagt på en anden måde er jeg perfektionist hvad de to medier (lyd og billede) angår. Derfor bliver jeg også lettere irriteret, ganske som vore egne elever bliver, når jeg åbner en PDF og ser sider der er skannet ind fra en bog. Men personen, som har skannet bogen ind, har ikke færdiggjort sit arbejde, men blot efterladt siderne i bogen stående på højkant i stedet for at vende dem, så læseren kan tilgå materialet uden besvær.
En anden grund til disse høje krav kan være tiden vi lever i, hvor man nemt selv kan producere videoer med høj kvalitet på begge områder. Umiddelbart er mit indtryk også, at folk ikke gider se en video (på de sociale medier), hvis lyd- og billedkvaliteten ikke er af bare nogenlunde kvalitet.
Bruger man video i sin undervisning, så skal der være et klart formål med videoen. Endvidere skal man gøre sig overvejelser om, hvordan videoen så får indfriet dette formål. Til det kan det være godt at ty til brugen af en god skabelon. Det kunne være den gode video, hvor man starter med en genkendelig intro, læringsmål, 1-2 nedslag, efterfulgt af en opsummering af læringsmål og slutteligt eventuelt instruktioner inden en afslutning på videoen.3


Tirsdag d. 19 marts producerede en kollega og jeg en video. Dette blev gjort inden for en tidsramme på ca. 3 timer. Vi endte derfor med at bruge al tiden på at beslutte, hvad der skulle fortælles i videoen, så lyd og billede led desværre stort herunder. Derfor er det planen, at vi skal lave en opdateret udgave af videoen, hvor vi gør brug af en ekstern mikrofon, ikke den indbyggede i Ipad'en. Endvidere skal det optages i et rum, hvor det er muligt at trække gardiner eller lignende for vinduerne, så lyset kan kontrolleres og styres ordentligt. Vi bør også dele indholdet op i flere videoklip, da der er en del nedslag. Sidst, men ikke mindst, så skal vi tilføje optagelser fra tømrerværkstedet, hvor vi i praksis viser, hvad vi underviser i i videoen. Dog skal vi skrive os bag øret, at disse ændringer kommer til at tage flere timer af vores kostbare forberedelsestid og produktet er en video på omtrent 5 minutter. Dog kan denne video genbruges fremover, men den er meget tidskrævende at få produceret. Oveni hatten vil vi garanteret få nye ideer til det pågældende videoklip med tiden og derfor ende med at have et ønske om at opdatere videoen igen. Og igen. Og igen. Og igen...



1: Side 42-43, Peter Holmboe & Roland Hachmann, Flipped learning - mere end bare video, 2. udgave, 2. oplag 2017
2:Side 44, Peter Holmboe & Roland Hachmann, Flipped learning - mere end bare video, 2. udgave, 2. oplag 2017
3: Side 119, Peter Holmboe & Roland Hachmann, Flipped learning - mere end bare video, 2. udgave, 2. oplag 2017

1 kommentar:

  1. Hej Rune,

    Rigtigt gode overvejelser. Jeg synes din pointe om tidsforbruget er interessant; er det indsatsen værd, at bruge 3-5 timer på 5 minutters video? Hvornår er den erlagte tid "tjent hjem" igen? Kunne man gå på kompromis med kvaliteten - eller vil det forstyrre kommunikationen for meget?

    Overvej også, om du kunne benytte dig af nogle af elementerne i flipped learning uden brug af video. Måske nogle af de positive effekter kunne indhentes uden at der går uforholdsmæssigt meget tid med forberedelsen?

    SvarSlet

Erhvervsfaglighed, differentiering & IT

Erhvervsfaglighed, differentiering & IT Differentiering: Hvorfor og hvordan Formålet med differentiering er, at alle eleverne uanset...